Tirsdag d. 19 April

Well, det var så den sidste dag. Den startede kl. 9 med en (surprise surprise) hoteltelefon der kimede. En halv time efter stod vi alle fire ude i en regnbyge i bedste Chigcago style, og ventede på at vores bil blev kørt frem. Det er virkelig bittert; alle folk siger at vi skulle være kommet sidste uge, hvor de havde perfekt solskin og 25-30 grader, hvorimod der i denne uge kun er omkring 10, og det regner. Konstant.

Lidt efter sad vi i bilen, og var på vej til vores første møde med Chicago Public Schools, som er det samme som skoleforvaltningen i vores kommuner. Forskellen er bare at der er lige så mange mennesker i Chicago, som der er i hele Danmark.  Da vi endelig havde fundet en parkeringsplads, og var blevet lukket ind af sikkerhedstjekket, trådte vi ind i et mødelokale, hvor 5 mennesker sad og ventede på os. Dette høstede nogen overraskelse, da det møde vi havde aftalt kun var med én person. Det viste sig at de alle var ledere af forskellige afdelinger inden for skoleforvaltningen, som gerne ville høre lidt mere om DSE, og det danske uddannelsessystem.  De fortalte lidt dybere end vi har hørt før, omkring nogle af de massive problemer Chicago står med, i forhold til at der er utrolig mange elever der aldrig kommer videre end grundskolen. Lige pt. er den fifty-fifty på hvor mange der går videre i gymnasiet, og kun 25% af eleverne går videre til universitet bagefter. Det er nogle ret vilde tal må man sige. Derudover var det meget de samme emner vi kørte omkring med specialundervisning, online undervisning, differentieret undervisning, højere faglighed og et nationalt pensum. Det gav dog en lidt anden stemning at det faktisk var de folk der arbejdede med alle de her ting til daglig, der også fortalte om dem.

Da vi havde sagt pænt farvel og tak, gik turen videre til den italienske retaurent på den anden side af gaden, og mod Byron, som er en lille by (i Amerikansk målestok. Svarer ca. til Skanderborg) hvor Byron High School, Byron Middle School og Byron Elementary School ligger. Vi havde en aftale med elevrådsformanden på Byron High School, der ud over at være formand for elevrådet også var formand for det fælleselevråd de havde i skoledistriktet, og formand for det fælleselevråd de havde i staten. Grundet de mange titler, var vores forventninger om at høre noget om elevdemokrati og elevindflydelse også ret store.

Det startede ud med ikke at se ud som om vi ville få dem indfriet. Da vi ankom til skolen lev vi mødt af en ung fyr, iklædt jakkesæt. Jakkesæt. Den første tanke der fløj igennem mit hoved var ”åh gud, ikke endnu en elevrådsnørd der prøver at efterligne hans skoleleder”. Der blev jeg heldigvis modbevist (jeg kan ikke sige med sikkerhed om han faktisk prøvede at ligne sin skoleleder), da han viste sig at være rigtig flink, og lidt af en fighter. Han fortalte at han havde kæmpet en brav kamp for at få elever med i skolebestyrelsen på sin skole, og også for at få elevrepræsentanter med il de møder der blev holdt med skolepolitkerne på statsniveau. Han havde bl.a. ført kampagner for nogle af de forældre som gerne ville reformere skolesystemet i Byron, da de stillede op til skolebestyrelsen, og formåede på den måde t komme på tværs af hele ledelsen på sin skole. Vi fik snakket ret meget frem og tilbage om hvordan man bedst motiverer eleverne til at være aktive i elevrådet, og han blev meget imponeret da han hørte hvor store DSE er, og hvor meget indflydelse vi har på skolepolitikken i Danmark. Besøget endte med en kæmpe rundvisning på deres nye flotte skole (alle 3 afdelinger), og en venneanmodning på Fcaebook.

And that was it. Det sidste besøg på vores tur, inden vi vender næsen nordpå og hjem, i morgen aften. Det er underligt, for de her 11 dage er gået så hurtigt at jeg næsten ikke har opdaget andet end at jeg var træt og sulten. Det bliver fedt at komme hjem igen, men det har fanme også været en god tur, med ufattelig meget stof til eftertanke, som senere skal udformes til noget reel politik. Det glæder jeg mig også til at gå i gang med.

Nu står den endnu en gang på bevidstløs-falde-om-på-sengen-af-træthed, indtil i morgen hvor vi skal have de sidste detaljer på plads omkring hvilke ting vi vil arbejde videre med hjemme i Danmark. Jeg håber I har fået lidt indsigt i det amerikanske uddannelsessystem gennem den her dagbog, og ellers følt jer nogenlunde underholdt.

That was it from McDonalds land, over and out. 

Sikke dog en dejlig dag, selvom jeg nok må indrømme, at jeg er ved at være lidt træt af at blive vist rundt på skoler. Det er vildt spændende, men de ligner ret meget hinanden, når man har set så mange.

Vi startede dagen i regnevejr – om jeg er misundelig på vejret i Danmark? Nej da. Jeg kunne bare godt have tænkt mig, at det var lige så solrigt som da vi var i Washington. Lige nu er det nok kun en 4-5 grader, så det er lidt for koldt og blæsende til nogen som helst former for adspredelser i byen, der ikke kan køres direkte hen til. Den første køretur var ikke særlig lang, så vi kunne sove helt til klokken ni (Troede aldrig jeg ville sige det i min påskeferie.) Men påskeferie eller ej måtte vi af sted igen, og denne gang gik turen til Chicago Public School, som er en slags skoleforvaltning for hele Chicago, hvilket rummer flere elever end der er elever i hele Danmark.

Chicago står lige nu overfor store problemer, og ting, der kan gøres bedre. De fortalte, at hele 50% af eleverne færdiggøre highschool, mens kun 12% starter på collage. Alarmerende tal, og det var meget spændende at øre, hvordan de forsøger at lave et kollektivt løft af uddannelseskvaliteten ved blandt andet at lave skoler, som specialiserer sig i et enkelt område, som vi har set det på flere af de andre skoler, som vi har besøgt.

De var vist nogle rimelig store kanoner, for hende der havde sat vores aftale i stand sad ikke med ved bordet, så hun satte sig pænt på en hår stol i baggrunden, og sagde ikke et ord mere.

Det var fedt at få nogle andre synsvinkler på de mange inputs, vi har fået, da de selvfølgelig har været farvet af de personer, der har vist dem frem. Man vil jo gerne have, at ens skole, organisation eller forening bliver set i et godt lys, men når det helt praktisk skal føres ud i livet, må man rådføre sig med de personer, som kender både rosen og kritikken.

Chicago Public Schools viste os nogle ret interessante tal, som viser, at man i Chicago bruger 90 mio. dollars på bøger om året, men at man ville kunne skære det ned til 15 mio. dollars, hvis man købte bøgerne digitalt. En lille tanketorsk, som både kan være til gavn for eleverne, men også for skolernes økonomi. Jeg synes ikke, at vi skal erstatte alle bøger med computere, da der stadig skal være kontakt til læren og de andre elever, men at lave et såkaldt ”blended curriculum”, som rummer både computerbasseret undervisning, undervisning fra en lærer (af kød og blod – tro det eller lad være) og gruppearbejde, tror jeg ville være en fed måde at gøre undervisningen mere tidssvarende og moderne på.

Efter vores besøg tog vi ud til en skole, hvor vi skulle mødes med formanden for både elevrådet på skolen, i distriktet og i staten (vildt). Han mødte os i sin fineste pingvindragt (nej, ikke en maskotdragt – jeg snakker om et jakkesæt, just in case…) Han var en hyggelig fætter, som gennem hele rundvisningen holdt døre og introducerede od til de forskellige folk vi mødte på gangene (det virkede lidt som om han kendte dem alle sammen). Han og hans kontaktlærer fortalte os om hvordan elevrådene i USA fungerer, og hvad de gør for at få eleverne involveret i elevrådets aktiviteter. De amerikanske elevråd er ikke nær så engageret i de politiske aspekter eller beslutningerne på skolen. De forholder sig til farven på dugen, til deres store gallafester, men ellers har de ikke meget at skulle have sagt.

De var utrolig interesserede i hvordan vi påvirker det danske system, og havde svært ved at tro på, at det var elever der ledede organisationen, men voksne som ansatte. De var også meget imponerede over vores sejr med ”Drop Megaklasserne”, og ville udover det gerne høre om, hvad vi gør for at få eleverne motiverede. Derefter blev vi vist rundt på noget mere skole, og måtte bruge en krig på at få taget billeder med de tusinder af kameraer, som pludselig blev hevet op af baglommerne.

Med ømme smilemuskler (som om ) gik vi ud i bilen, og eftersom drengene var sultne fik vi noget mad på Mc’en (har aldrig hadet Mc’nuggets så meget som dér, så det var fedt!)

Min mave glæder sig efterhånden til at komme hjem til mit dejlige rugbrød og mad der tager tid at lave. Jeg vil nu komme til at savne de dejlige mennesker i USA, når vi tager af sted i morgen, men det ar været en vildt fed tur, som jeg nok først vil glemme, den dag jeg (fordi jeg stak af fra mit plejehjem) står midt i byen og kigger på alle de glade teenagere, som jeg overhovedet ikke kan genkende (mine børnebørn), og nu også har politiet på nakken fordi det er blevet opdaget, at jeg er væk.

Vi ses USA! Nu skal jeg hjem og lave et bedre skolesystem i DK.