Artikler

Udskriv

Fredag d. 15 April

 

Vera RosenbeckVera Rosenbeck
Formand
  Trisse HøeghTrissse Høegh
Næstformand

Jeg erkender det. Jeg brokker mig over småting. De sidste 5 dage har jeg siddet og whinet over at skulle tidligt op, og blive vækket brutalt – jeg tager det hele i mig igen. I dag stod der 6:07 på vores hotel ur, da Thomas kom og vækkede os. Aldrig før har det været så stor en overvindelse at stå op og gå i bad.

Men op kom vi, og snart var vi på vej til Baltimore, for at besøge en skole der hed KIPP Harmony. KIPP (Knowlegde Is Power Program) er et projekt, der hjælper ressourcesvage elever med at få en god uddannelse, og derved komme ud af fattigdommen. Det startede som et tiltag der blev lavet til mellemskolen (4-6 klasse), for at løfte nogle af de socialt belastede elever, der var bagud i timerne. Senere besluttede man sig for at udvide konceptet til også at omfatte indskoling og udskoling.

Da vi ankom til skolen fik vi lov til at overvære både deres daglige morgen lærermøde, og deres morgensamling. Derefter fik vi lov til at gå rundt inde i klasserne, og se på undervisningen.

KIPP har præsteret at få nogle helt fantastiske resultater med deres elever, og 85% af alle KIPP-elever kommer på college, hvilket er et løft på 63%, hvis man ser på de samme områder før man byggede KIPP skoler. Det er altså et løft der vil noget.

Man kunne også se det, da vi gik rundt og kiggede på undervisningen. Den er på et meget højere niveau i de små klasser, end i Danmark.

KIPP konceptet går meget ud på at disciplinere eleverne, så de respekterer hinanden, og yder deres bedste. Det gør de ved at have virkelig strikse regler, og der er ikke plads til nogen form for undskyldninger for noget. Til at starte med mindede det mig mest af alt om en træningslejr for børnesoldater, men senere da vi sad og snakkede med skolelederen, fortalte hun os at der bliver slækket meget mere på reglerne i de ældre klasser, hvor eleverne har langt mere frihed, fordi de har lært de grundlæggende regler for at respektere hinanden.

Alt i alt virker KIPP som et initiativ der fungerer skidegodt i de områder i USA, hvor der er store sociale belastninger, men at overføre det direkte til Danmark, ville være så godt som umuligt (jeg ser for mig en masse forældre der render skrigende rundt, og råber af lærerne fordi de mener at de ekskludere deres børn), men derfor er der en masse af ideerne bag KIPP som ville være fede at indføre i Danmark også.

Efter KIPP gik turen til The Department Of Education (det amerikanske undervisningsministerium), hvor vi havde en aftale med Elisabeth, som var politisk rådgiver. Hun fortalte os om de udfordringer som Undervisningsministeriet står med, og hvordan de prøver at løse dem. Det var meget af det samme som vi havde hørt før, om hvordan de får deres elever til at gennemføre high school, og hvordan de laver de håndterer specialundervisning. Vi havde en god diskussion om specialundervisning, hvad problemer er, og hvordan det bedst løses, men det var få konkrete løsninger som de havde sat i gang, så det var mest af alt en idebaseret diskussion. Det var fedt at besøge undervisningsministeriet, men det går ret tydeligt igen, at Danmark bare er et helt andet sted end USA.

I morgen går turen til Chicago, hvor vi skal ud og besøge en masse skoler, som efter sigende skule være gode til at inkludere deres elever. Måske kan vi faktisk nævne termen ”elevindflydelse” på disse skoler, uden at folk ser på os, som om vi er fra det ydre rum, og vores ideer er helt hen i vejret.

Men der må I vente med at høre om, for nu skal jeg til at pakke alle de ting sammen, som jeg har smidt ud over hele vores hotel værelse.

So long!  

 

Endnu en dag på den uddannelsens frontlinje. I dag besøgte vi en KIPP- (Knowledge is Power Program) skole, som er et program, der er blevet en redning for mange børn fra socialt udsatte områder, og har hjulpet børn på næsten 100 skoler i USA. Skolen er utrolig anderledes fra noget andet jeg nogensinde har set før. De benytter meget streng disciplin, og konsekvenserne, hvis de opfører sig forkert, er kontante og strenge. KIPP er et skolekoncept som bestræber sig på, at få alle børnene igennem til collage, s de kan bryde ud af de dårlige jobs. Problemerne starter i de fattige miljøer i USA, som oftest er bosat af Afro-Americans, og hvor børnene har svært ved at komme væk fra disse miljøer fordi de bliver stemplet som dumme, fordi de kommer fra fattige miljøer, og fordi der som oftest ikke er ret mange, som har lyst til at undervise i de fattige områder, fordi problemerne er så meget større.

KIPP skolen i Baltimore er en skole, som indtil videre kun har elever i 0. og 1. klasse, og er en af de første skoler, som har udvidet KIPP-konceptet til indskolingen. (normalt er det kun mellemtrinnet) Eleverne er i skole alle hverdage fra otte til fem og lørdag til klokken et, for at holde deres fokus på deres intensive indlæring så de ikke bliver for integreret i de forkerte miljøer og med de forkerte venner.

Eleverne bevæger sig meget i timerne, og de snakker ikke sammen, for lærerne har udviklet forskellige rytmer, danse og remser som får elevernes fokus tilbage til læreren meget hurtigt. KIPP har opnået utrolige gode resultater, da eleverne i første klasse allerede læser på 3. klasses niveau, men selvom det har virket i belastede områder i USA, skal der noget andet til, hvis vi vil forbedre den danske grundskole. KIPP har givet mig meget at tænke over, specielt i forhold til diskussionen om heldagsskoler, disciplin og læreuddannelse.

Efter besøget med de fantastisk søde børn på KIPP fik vi frokost (Fandt noget, som IKKE indeholdte ost – en opnåelse i sig selv). Derefter tog vi ”monstertrucken” videre til Undervisningsministeriet i Washington, hvor vi efter flere gange at få alle alarmer til at ringe i security, (Jo, ligesom i lufthavnen) mødtes med Elisabeth (dejligt navn -mit mellemnavn) som fortalte os om de mange problemer, som USA står overfor med hensyn til blandt andet deres store frafaldsrate, som man forgæves har forsøgt at gøre mindre – dog uden held.

Meget af det vi snakkede om er de samme emner, som går igen i hele verden. Som et af de øverste emner ligger PISA-placeringerne (altså hvor godt eleverne klare sig i de forskellige lande) og der vil USA ligesom Danmark og resten af verden gerne rykke længere op at skalaen. Udover det snakkede vi om læreuddannelse, specialundervisning, online-undervisning og hvordan man vender forventningerne til skoler, eleverne og lærerne bliver tilpas ambitiøse at alle arter vil yde deres yderst bedste. Alt i alt en rigtig god dag som har givet mig meget inspiration til hvordan vi kan prøve at løse nogle af de problemer vi har i vores system.

Alle jer (deriblandt mig selv) som har fået deres udtræksfag til eksamen, og sikkert glæder sig til det – tillykke, og I må alle nyde jeres påskeferie!   

 

Joomla Templates and Joomla Extensions by ZooTemplate.Com
Udskriv

Lørdag d. 16 April

Vera RosenbeckVera Rosenbeck
Formand
  Trisse HøeghTrissse Høegh
Næstformand
     
Joomla Templates and Joomla Extensions by ZooTemplate.Com
Udskriv

Mandag d. 18 April

Vera RosenbeckVera Rosenbeck
Formand
  Trisse HøeghTrissse Høegh
Næstformand

Back on the road again. Jeg håber ikke I har savnet vores indlæg alt for meget. De sidste to dage er gået med at rejse, og med at planlægge. Hele søndagen brugte vi på at få styr på alle vores løse ender i form af opgaver der skulle laves, mails der skulle besvares, ting der skulle diskuteres and so on. Meget ledelses-agtigt.

I dag er vi igen gået tilbage til et stramt program – og vi lagde hårdt ud med at stå op kl. 6, for at kunne nå vores første skolebesøg. Denne gang gik turen til lidt uden for Chicago (som vi fløj til i lørdags), hvor vi skulle ud og besøge Illinois Mathematic and Science Academy, som er en privat high school, hvor eleverne bor på skolen, og specialiserer sig i matematik og science fagene. Vi blev modtaget af en vildt begejstreret receptionist, som var utrolig glad for at vi havde valgt at besøge deres skole. Efter en hurtig introduktion af skolelederen, blev vi som noget nyt gennet ind i en historieklasse, hvor Trisse og jeg blev knyttet til en elev i klassen hver. Det var en ret sjov time, især fordi læreren viste sig at være dansk, hvilket vi morede os meget over (helt ærligt, what are the odds?)

Efter historie gik turen videre til fransk, og derefter til noget der hed ”creativ writing”, som var et fag hvor man fik lov til at skrive alt muligt, under nogle forskellige emner. Lige noget for en ordfreak som mig. Til sidst blev vi ført hen til en matematik time, hvor 2.g’erne blev undervist, og så sad vi ellers der og prøvede desperat at forstå noget omkring koordinatsystemer, andengradsligninger og trekanter i 50 minutter. Jeg kan godt afsløre at der ikke var super effektivt.

Efter en frokost i skolens kantine, sammen med den danske lærer, tog vi videre til Naperville, for at besøge Naperville Central High School, som var ret interessant pga. deres idrætsprogram. De havde idræt hver dag på skolen, og de havde nogle helt syge faciliteter. Jeg nævner i flæng; de havde et træningsrum hvor de kunne måle din BMI, øve din balance og lave noget styrketræning imens du blev målt og testet, de havde et træningsrum udelukkende til frivægttræning, de havde 2 svømmebassiner, de havde et træningslokale kun med spinningcykler, de havde et helt lokale fyldt op med en klatrevæg, de havde et atlet træningslokale der var indendørs, og så havde de en enormt stor udendørs træningsbane til løbere og deres fodboldhold. Som I nok kan høre var det virkelig imponerende.

Vi fik en rigtig spændende tur, hvor vi fik set alle disse lokaler, og hvor vi fik lov til at prøve nogle af deres lege og maskiner, og hvor vi fik lov til at klatre (jeg var i den 7. himmel), hvorefter vi fik et meget interessant oplæg fra skolelederen om hvordan sport øger hjernes evne til at lære helt ny viden, og bygge ny viden oven på gammel viden. De har lige indført en række koncepter på Naperville High, der prøver at give eleverne en bedre mulighed for at lære gennem sport, som har fået rigtig gode resultater. Selv deres specialelever har forbedret sig ved hjælp af disse metoder, og alle undersøgelser siger at det virkelig rykker, så vi skal have tænkt over en måde hvor vi kan overføre til Danmark, for det er for åbenlys en forbedring til at lade være.

 Vi så også et af deres klasselokaler, hvor de ud over at have et kæmpe smartboard, også havde en hel væg der bare var en stor whiteboard tavle, som man kunne skrive på. Man kunne også skrive med tuscher på elevernes borde, og hele klassen var indrettet så der var lys og luft over det hele. Det var sindssygt lækkert.

Alt i alt var besøget på Naperville High utrolig inspirerende, og klart en koncept som bør og skal overføres til det danske uddannelsessystem. I skal glæde jer til at se billederne!

I morgen skal vi ud og møde en elevrådsformand fra en skole, der efter sigende skulle være rigtig god til at inddrage eleverne i det daglige arbejde, og det bliver spændende at se om de har nogle af de samme tanker og formål som DSE har. Det glæder jeg mig meget til.

Nu står den på en omgang søvn, og så hører I mere i morgen.

 

For sent igen… Jeg ved ikke lige hvad der sker for mig, men jeg er så smadret og træt, at jeg mest af alt bare havde lyst til at kyle min meget insisterende mobil ud fra 12. etage, og meget inderligt på, at der efterfølgende ville komme en bil, og køre den så effektivt over, at den ville gå i et med asfalten.

Desværre var det ikke helt muligt, og der var jo også folk som ventede os, så en lille smule sent på den, fik – igen – en fantastisk take-away morgenmad, som i dag bestod af en tunsandwich en banan og noget melon. Egentlig ok, hvis Men tror, at det var i den bedre enden af tun- og frugtskalaen, men det var det bare ikke. Men ser man lidt væk fra det faktum at vi alle sammen er blevet godt trætte af amerikanernes mad, det faktum, at her er helt vildt koldt, og det faktum, at vi også er blevet kronisk trætte, så Steg humøret en hel del, da vi trådte ind på Illinois High for Math and Science. En at hovedårsagerne til dette var nok den utroligt karismatiske og distræte lære, som senere viste sig at være dansker.

Da vi netop ankom til skolen blev vi fulgt ud til en klasse, som havde ham som lære, og a vi havde sagt pænt goddag og præsenteret os for klassen, vender han sig pludselig mod en plakat af København og peger på en bygning, hvorefter han siger: ”Da jeg var dreng boede jeg dér”. Jeg tror jeg fik gispet lidt for højt til at det lød som noget et normalt menneske ville gøre – pokkers!  

Skolen var meget imponerende rent fagligt men også på grund af den flotte arkitektur. Den var åben og hyggelig, og havde noget meget kreative klasselokaler. Skolen er en kostskole, og har derfor faciliteterne til, at kunne optage elever, som ikke bor i skoledistriktet. Derfor kan de også håndplukke elever, som på denne skole bliver håndplukket til at være gode til matematik og naturvidenskab.

I sig selv var skolen ikke særlig revolutionerende eller nymoderne, men kigger man på den som en helhed var der flere aspekter, som var godt tænkt. Jeg kunne for eksempel godt lide deres kreative måder at skabe et klasseværelse på, og benytte smartboards i næsten alle timerne. Eleverne har meget frirum og steder hvor de kan slå sig ned, lave lektier eller snakke med deres venner. Vores danske lære viste Robert og Thomas rundt mens Vera o jeg fulgte nogle elever rundt i klasserne. Da klokken blev 12 spiste frokost i deres meget store og flotte kantine, hvorefter det var tid til at tulle videre til den næste skole.

Dette besøg var på Naperville High som er en skole hvor det for en gangs skyld er idrætslærerne, som har formået at sætte dagsordenen på skolen, når det kommer til hvordan eleverne skal lære. Skolen ar fået en masse ny faciliteter, som knapt er et år gamle, men når man lægger det hele sammen er fitnesrummet, dansestudiet, klatrevæggene, wrestlingområdet, springgymnastikhallen, den udendørs løbebane og fodboltbane og de mange andre gymnastiksale ret imponerende!

Manden bag mange af projekterne var vores guide og den idrætslære, som fik resten af skolen overbevist. Han mener at eleverne skal dyrke masser af motion, for at kunne lære bedre, og det kan godt være, at du måske tænke ”selvfølgelig, det kan da ikke komme bag på nogen.” Men dette var en mand, som havde taget den skridtet videre, og fået indført daglig motion, flere skolehold og flere faciliteter, som jeg er SÅ misundelig på!  Da han på vores rundvisning ble vi vist en hel gymnastiksal som var blevet lavet om til en klatrevæg og en anden om, så der var springmåtter over det hele, sat bomme op og høje ringe, skulle jeg lige lægge bånd på mig selv, for ikke straks at springe rundt på madrasserne. Endnu sværere fik vi det, da vi trådte ind i en klorlugtende svømmehal, som bare ventede på, at der var nogen der ville lade sig dumpe ned i det tiltalende kølende vand. Men nej, vi måtte videre.

Efter vi havde fået ”the grant tour” gik vi ind i et mødelokale, hvor vores rundviser og en matematiklære fortalte os om resultaterne, og om hvorfor motion har sådan en stor indflydelse på hvor meget vi lærer. De fortalte, at hjernen forøger evnen til at danne neurotiske forbindelser (forbindelser mellem hjerneceller) fordi motion giver kroppen hurtigere reaktionsevne og derfor bliver hjernen også mere aktiv, når den bliver stresset (dvs. sat overfor en svær opgave). De så klare sammenhænge mellem elever der dyrkede motion, og elever der ikke gjorde. De har haft rigtig gode resultater, og har været dygtige til at få alle elever involveret i aktiviteterne.  Udover det virkede eleverne utroligt glade for aktiviteterne, og de føler sig bedre i stand til at koncentrere sig i timerne. Og by the way så vi rigtig mange gode måder at indrette et kreativt undervisningsmiljø på, som man sagtens ville kunne overfører til Danmark.

Vi ses i morgen! 

 

Joomla Templates and Joomla Extensions by ZooTemplate.Com
Udskriv

Søndag d. 17 April

Vera RosenbeckVera Rosenbeck
Formand
  Trisse HøeghTrissse Høegh
Næstformand
     
Joomla Templates and Joomla Extensions by ZooTemplate.Com
Udskriv

Tirsdag d. 19 April

Vera RosenbeckVera Rosenbeck
Formand
  Trisse HøeghTrissse Høegh
Næstformand

Well, det var så den sidste dag. Den startede kl. 9 med en (surprise surprise) hoteltelefon der kimede. En halv time efter stod vi alle fire ude i en regnbyge i bedste Chigcago style, og ventede på at vores bil blev kørt frem. Det er virkelig bittert; alle folk siger at vi skulle være kommet sidste uge, hvor de havde perfekt solskin og 25-30 grader, hvorimod der i denne uge kun er omkring 10, og det regner. Konstant.

Lidt efter sad vi i bilen, og var på vej til vores første møde med Chicago Public Schools, som er det samme som skoleforvaltningen i vores kommuner. Forskellen er bare at der er lige så mange mennesker i Chicago, som der er i hele Danmark.  Da vi endelig havde fundet en parkeringsplads, og var blevet lukket ind af sikkerhedstjekket, trådte vi ind i et mødelokale, hvor 5 mennesker sad og ventede på os. Dette høstede nogen overraskelse, da det møde vi havde aftalt kun var med én person. Det viste sig at de alle var ledere af forskellige afdelinger inden for skoleforvaltningen, som gerne ville høre lidt mere om DSE, og det danske uddannelsessystem.  De fortalte lidt dybere end vi har hørt før, omkring nogle af de massive problemer Chicago står med, i forhold til at der er utrolig mange elever der aldrig kommer videre end grundskolen. Lige pt. er den fifty-fifty på hvor mange der går videre i gymnasiet, og kun 25% af eleverne går videre til universitet bagefter. Det er nogle ret vilde tal må man sige. Derudover var det meget de samme emner vi kørte omkring med specialundervisning, online undervisning, differentieret undervisning, højere faglighed og et nationalt pensum. Det gav dog en lidt anden stemning at det faktisk var de folk der arbejdede med alle de her ting til daglig, der også fortalte om dem.

Da vi havde sagt pænt farvel og tak, gik turen videre til den italienske retaurent på den anden side af gaden, og mod Byron, som er en lille by (i Amerikansk målestok. Svarer ca. til Skanderborg) hvor Byron High School, Byron Middle School og Byron Elementary School ligger. Vi havde en aftale med elevrådsformanden på Byron High School, der ud over at være formand for elevrådet også var formand for det fælleselevråd de havde i skoledistriktet, og formand for det fælleselevråd de havde i staten. Grundet de mange titler, var vores forventninger om at høre noget om elevdemokrati og elevindflydelse også ret store.

Det startede ud med ikke at se ud som om vi ville få dem indfriet. Da vi ankom til skolen lev vi mødt af en ung fyr, iklædt jakkesæt. Jakkesæt. Den første tanke der fløj igennem mit hoved var ”åh gud, ikke endnu en elevrådsnørd der prøver at efterligne hans skoleleder”. Der blev jeg heldigvis modbevist (jeg kan ikke sige med sikkerhed om han faktisk prøvede at ligne sin skoleleder), da han viste sig at være rigtig flink, og lidt af en fighter. Han fortalte at han havde kæmpet en brav kamp for at få elever med i skolebestyrelsen på sin skole, og også for at få elevrepræsentanter med il de møder der blev holdt med skolepolitkerne på statsniveau. Han havde bl.a. ført kampagner for nogle af de forældre som gerne ville reformere skolesystemet i Byron, da de stillede op til skolebestyrelsen, og formåede på den måde t komme på tværs af hele ledelsen på sin skole. Vi fik snakket ret meget frem og tilbage om hvordan man bedst motiverer eleverne til at være aktive i elevrådet, og han blev meget imponeret da han hørte hvor store DSE er, og hvor meget indflydelse vi har på skolepolitikken i Danmark. Besøget endte med en kæmpe rundvisning på deres nye flotte skole (alle 3 afdelinger), og en venneanmodning på Fcaebook.

And that was it. Det sidste besøg på vores tur, inden vi vender næsen nordpå og hjem, i morgen aften. Det er underligt, for de her 11 dage er gået så hurtigt at jeg næsten ikke har opdaget andet end at jeg var træt og sulten. Det bliver fedt at komme hjem igen, men det har fanme også været en god tur, med ufattelig meget stof til eftertanke, som senere skal udformes til noget reel politik. Det glæder jeg mig også til at gå i gang med.

Nu står den endnu en gang på bevidstløs-falde-om-på-sengen-af-træthed, indtil i morgen hvor vi skal have de sidste detaljer på plads omkring hvilke ting vi vil arbejde videre med hjemme i Danmark. Jeg håber I har fået lidt indsigt i det amerikanske uddannelsessystem gennem den her dagbog, og ellers følt jer nogenlunde underholdt.

That was it from McDonalds land, over and out. 

 

Sikke dog en dejlig dag, selvom jeg nok må indrømme, at jeg er ved at være lidt træt af at blive vist rundt på skoler. Det er vildt spændende, men de ligner ret meget hinanden, når man har set så mange.

Vi startede dagen i regnevejr – om jeg er misundelig på vejret i Danmark? Nej da. Jeg kunne bare godt have tænkt mig, at det var lige så solrigt som da vi var i Washington. Lige nu er det nok kun en 4-5 grader, så det er lidt for koldt og blæsende til nogen som helst former for adspredelser i byen, der ikke kan køres direkte hen til. Den første køretur var ikke særlig lang, så vi kunne sove helt til klokken ni (Troede aldrig jeg ville sige det i min påskeferie.) Men påskeferie eller ej måtte vi af sted igen, og denne gang gik turen til Chicago Public School, som er en slags skoleforvaltning for hele Chicago, hvilket rummer flere elever end der er elever i hele Danmark.

Chicago står lige nu overfor store problemer, og ting, der kan gøres bedre. De fortalte, at hele 50% af eleverne færdiggøre highschool, mens kun 12% starter på collage. Alarmerende tal, og det var meget spændende at øre, hvordan de forsøger at lave et kollektivt løft af uddannelseskvaliteten ved blandt andet at lave skoler, som specialiserer sig i et enkelt område, som vi har set det på flere af de andre skoler, som vi har besøgt.

De var vist nogle rimelig store kanoner, for hende der havde sat vores aftale i stand sad ikke med ved bordet, så hun satte sig pænt på en hår stol i baggrunden, og sagde ikke et ord mere.

Det var fedt at få nogle andre synsvinkler på de mange inputs, vi har fået, da de selvfølgelig har været farvet af de personer, der har vist dem frem. Man vil jo gerne have, at ens skole, organisation eller forening bliver set i et godt lys, men når det helt praktisk skal føres ud i livet, må man rådføre sig med de personer, som kender både rosen og kritikken.

Chicago Public Schools viste os nogle ret interessante tal, som viser, at man i Chicago bruger 90 mio. dollars på bøger om året, men at man ville kunne skære det ned til 15 mio. dollars, hvis man købte bøgerne digitalt. En lille tanketorsk, som både kan være til gavn for eleverne, men også for skolernes økonomi. Jeg synes ikke, at vi skal erstatte alle bøger med computere, da der stadig skal være kontakt til læren og de andre elever, men at lave et såkaldt ”blended curriculum”, som rummer både computerbasseret undervisning, undervisning fra en lærer (af kød og blod – tro det eller lad være) og gruppearbejde, tror jeg ville være en fed måde at gøre undervisningen mere tidssvarende og moderne på.

Efter vores besøg tog vi ud til en skole, hvor vi skulle mødes med formanden for både elevrådet på skolen, i distriktet og i staten (vildt). Han mødte os i sin fineste pingvindragt (nej, ikke en maskotdragt – jeg snakker om et jakkesæt, just in case…) Han var en hyggelig fætter, som gennem hele rundvisningen holdt døre og introducerede od til de forskellige folk vi mødte på gangene (det virkede lidt som om han kendte dem alle sammen). Han og hans kontaktlærer fortalte os om hvordan elevrådene i USA fungerer, og hvad de gør for at få eleverne involveret i elevrådets aktiviteter. De amerikanske elevråd er ikke nær så engageret i de politiske aspekter eller beslutningerne på skolen. De forholder sig til farven på dugen, til deres store gallafester, men ellers har de ikke meget at skulle have sagt.

De var utrolig interesserede i hvordan vi påvirker det danske system, og havde svært ved at tro på, at det var elever der ledede organisationen, men voksne som ansatte. De var også meget imponerede over vores sejr med ”Drop Megaklasserne”, og ville udover det gerne høre om, hvad vi gør for at få eleverne motiverede. Derefter blev vi vist rundt på noget mere skole, og måtte bruge en krig på at få taget billeder med de tusinder af kameraer, som pludselig blev hevet op af baglommerne.

Med ømme smilemuskler (som om ) gik vi ud i bilen, og eftersom drengene var sultne fik vi noget mad på Mc’en (har aldrig hadet Mc’nuggets så meget som dér, så det var fedt!)

Min mave glæder sig efterhånden til at komme hjem til mit dejlige rugbrød og mad der tager tid at lave. Jeg vil nu komme til at savne de dejlige mennesker i USA, når vi tager af sted i morgen, men det ar været en vildt fed tur, som jeg nok først vil glemme, den dag jeg (fordi jeg stak af fra mit plejehjem) står midt i byen og kigger på alle de glade teenagere, som jeg overhovedet ikke kan genkende (mine børnebørn), og nu også har politiet på nakken fordi det er blevet opdaget, at jeg er væk.

Vi ses USA! Nu skal jeg hjem og lave et bedre skolesystem i DK.

 

Joomla Templates and Joomla Extensions by ZooTemplate.Com