Elevinddragelse

I har som elever krav på inddragelse i jeres undervisning og skolehverdag. Men hvad er elevinddragelse helt præcist?

Ring til Elevtelefonen, hvor du vil møde en ekspert i Elevinddragelse, der helt sikkert kan guide jer til øget inddragelse i klassen!

Baggrund

Elevinddragelse er på mange måder Danske Skoleelevers hjertebarn, og du er derfor kommet til det helt rette sted, hvis du gerne vil vide mere om inddragelse, hvordan den fungerer og hvad du som elev har ret til.
Elevinddragelse er en kompleks størrelse, men handler kort sagt om samarbejdet og dialogen mellem elever og lærere, og hvordan man inddrager elevernes ønsker om tilpasning på en konstruktiv måde, hvor læringen stadig er målet for undervisningen. Vi har I Danmark, lykkeligvis, en tradition for ar inddrage vores elever langt mere end man har mange andre steder i verdenen. Se blot til fx Kina. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke kan blive meget bedre. Elevinddragelse kreerer en undervisning, som eleverne har medejerskab til. Det medejerskab giver en øget motivation, der munder ud i et større læringsudbytte.

Som elev i den danske folkeskole har man krav på inddragelse, hvilket også betyder at vi kan tillade os at sætte større krav til vores skoler og undervisning. Men hvordan er det lige man får øget inddragelsen på en god måde?

Viden på området

Vi hos Danske Skoleelever har selv forsket indenfor elevinddragelsesområdet, da vi mener at det er et område med ekstremt meget potentiale. Her har vi blandt andet fundet ud af at elevinddragelsen er med til at øge trivsel, faglighed og samfundsengagement. Det er selvfølgelig tre ting, som vi altid vil forbedre, og derfor handler det om at udnytte potentialet i inddragelsen.

EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) har også forsket indenfor området, og nævner blandt andet inddragelse, medejerskab og gensidig feedback som vigtige elementer af den gode undervisning.

Sådan rådgiver vi

Når du ringer ind til Elevtelefonen, er det en af vores mange frivillige rådgivere der tager telefonen. Vores rådgivning er anonym, hvilket betyder at du ikke behøver at fortælle hvad du hedder.

Elevtelefonen er en rådgivningslinje, hvilket betyder at vi ikke kan give dig en løsning på dit problem, men at vi meget gerne vil hjælpe dig med at finde en.

Vi rådgiver efter en model, der lægger vægt på anerkendelse. For os er det vigtigt at vi i rådgivningen anerkender at problemet er der, men at der også findes en løsning. På den måde bevæger vi os fremad i stedet for at blive ved problemet.

Vores rådgivere er alle lige gået ud af grundskolen, og er derfor fulde af inspiration fra deres egen skolegang.

3 tips til mere elevinddragelse

  1. Snak med jeres lærer - Det er vigtigt at jeres lærer er med på at skabe mere elevinddragelse. Det fungerer nemlig kun, hvis både læreren og eleverne vil det.
  2. Tag små step - Elevinddragelse er en lang proces, og det er ikke noget man bare får fra den ene dag til den anden. Derfor er det en god idé at tage det stille og roligt. Måske kan I starte med at finde ud af hvad I synes fungerer godt for jer?
  3. Vær seriøs - Mange lærere tænker, at deres elever ikke kan tage elevinddragelse seriøst. Det må I vise at I godt kan, ellers får I ikke lov til at blive inddraget.