Udskriv

Flertal for at bevare specialefterskolerne

. Posted in Nyheder

En ny lov, der skal begrænse antallet af elever, som modtager specialundervisning, vil ifølge Efterskoleforeningen få fatale konsekvenser for landets 40 ordblinde- og specialefterskoler.
En rundringning viser, at de fleste af Folketingets partier er overraskede over, at lovforslaget skulle betyde, at specialefterskolerne må dreje nøglen om.

»Vi har ikke diskuteret den vinkel i forbindelse med lovarbejdet,« siger den socialdemokratiske ordfører for børn og undervisning Troels Ravn og tilføjer, at hvis det viser sig, at Efterskoleforeningen har ret i sin fremstilling af problemstillingen, vil det blive nødvendigt at kigge meget nøje på lovforslaget, og finde ud af hvordan man kan afbøde en sådan konsekvens.
»Lovforslaget er ikke et angreb på efterskoler med et særligt indhold herunder efterskoler for ordblinde,« siger han og tilføjer, at ordblindeefterskolerne løser en meget vigtig opgave, som der fortsat vil være behov for at få løst.

Fagligheden skal fastholdes

Marianne Jelved fra de radikale, der også er formand for Foreningsfælleskabet Ligeværd finder, at det vil være en højst uheldig konsekvens hvis specialefterskolerne må dreje nøglen om.
»Det har ikke været meningen, at inklusionsloven skulle nedlægge specialefterskolerne,« siger hun og tilføjer, at de radikale vil følge det videre arbejde meget nøje og have fokus på, at den faglighed, som der for eksempel kræves i forhold til ordblinde elever, også fortsat vil være til stede.
»Det er vigtigt, at loven om inklusion er et pædagogisk projekt og ikke en
besparelsesøvelse,« siger Marianne Jelved.

SF og Enhedslisten støtter specialefterskolerne

Annette Vilhelmsen fra SF er overrasket over, at lovforslaget om inklusion kan få uheldige konsekvenser for specialefterskolerne, og tror heller ikke det har været intentionen.

»Hvis det skulle vise sig, at det bliver konsekvensen, vil jeg arbejde for, at det som minimum tages op til fornyet diskussion,« siger hun.
Lars Dohn fra Enhedslisten er helt på samme linje. Han ønsker ikke at medvirke til at lukke specialefterskolerne. Tværtimod vil Enhedslisten gerne have efterskolerne til at påtage sig et større socialt ansvar.
»Hvis man lukker specialefterskolerne er det umiddelbart et skridt i den modsatte retning,« siger han

Joomla Templates and Joomla Extensions by ZooTemplate.Com