Søndag d. 10 April

Kl. 8.15, søndag morgen ringede min mobil, for at sige, at nu var det tid til at stå op, gå i bad og gøre sig klar til 8 timers flyvetur, med tilhørende oplevelser i landet for alt der er stort; USA. Efter at have mutetet den et par gange, besluttede jeg mig for, at det nok var en meget god idé at stå op, såfremt jegskulle nå omtalte fly. Og op kom jeg (15 min for sent godt nok), og kl. 10.05 præstrede jeg også at stå i lufthavnen med min mor og min søster under armen.   

Efter en mindre paniksituation omkring min tilladelse til at rejse ind i USA, et hurtigt smut hen i 7-eleven for at låne deres internet, og en 200 ml. håndcreme fattigere (selvom over halvdelen var brugt, var chancerne for at jeg havde fyldt resten af den med eksplosive stoffer åbenbart så stor at det var sikrere at jeg skilte mig af med den), sad vi i flyet, og gabte vores kæber af led i et desperat forsøg på at slippe af med propper i ørerne. Udsigten sagde lige pt. 8 en halv times flyvetur, straight ahead. Faboulus.

Overraskende hurtigt ankom vi dog til USA i lufthavnen i Washington D.C, og efter en halv times kø, og et hav af spørgsmål om hvad vores formål var i USA, kom vi endelig ud, og kunne begynde researchen efter vores kufferter.  Da denne var udført, trillede vi hen mod et af de smukkeste steder jeg har set længe; Starbucks. Efter at være blevet dopet med koffein og sukker, var vi alle nogenlunde klar til at køre igen, og så var næste stop biludlejningen. Og nu tænker du måske at vi skulle have en lille hyggelig Fiat Panda, men næ nej. Er man i Amerika, opfører man sig også som amerikanerne. Oversat: vi lejede den største bil jeg nogensinde har set. Bare i baggagerummet var der ekko op til førersæderne.

Da vi var kørt forbi tilstrækkelig mange McDonalds’s, kom vi endelig til vores hotel, og kunne dejse om i vores kæmpestore bløde senge på Hotel Day Inn, i midten af Washington (vi kan stadig se en McD 30 meter fra vores værelse). I morgen står den på den danske ambassade i Washington, og det bliver meget rart lige at få en lidt nærmere introduktion til det amerikanske uddannelsessystem. Lige umiddelbart står dilemmaet mellem business blazer, eller ungdommelig læderjakke. Den tror jeg lige jeg skal sove på. I hører fra mig igen i morgen, og glæd jer! Så skal der berettes om alle de spændende ting vi fik at vide af den danske ambassade.

Sov godt, og work hard in school.

Ankomst til mulighedernes land

Nu er vi ankommet til Washington DC, og kan endelig begynde at gå mod de store, queen size senge, hvor vi langt om længe kan få noget søvn - en mangelvare lige nu.

Klokken er kvart i fire i Danmark, men jeg føler mig faktisk ikke særlig træt, hvilket er rigtig skidt. I flyet måtte jeg lave nogle af de mange opgaver, som jeg misser denne uge i skolen (Hvis du læser dette, mor, kan du godt være stolt), og udover det var der nogle praktiske ting til bestyrelsesmødet, som også skulle klares, så sovet fik jeg vist ikke lige gjort.Det er lidt en kamp for ikke at blive vanvittig, når man skal sidde i et fly i otte en halv time, og jeg kom også næsten helt uskadt ud af det. Min nakke gør ondt, og mine ben nærmest skiftedes til at sove, så det var en begivenhedsrig flyvetur. Det har bare at være væk til i morgen, for der skal vi et smut til den danske ambasade, hvilket jeg glæder mig meget til.

Tidligere i dag, da vi ankom, skinnede solen og flaget var hejst,  Så Vera kunne simpelthen ikke modstå trangen til lige at kysse jorden – bare for en god ordens skyld.

Da vi sad i flyet tror jeg ikke rigtig, at det var gået op for mig, at vi skulle af sted, men man bliver hurtigt sikker på, hvor man er endt, når man får øje på de mange hundrede amerikanske flag, som vejre i den lune vinde, hvor end man kigger hen. (Og VI er kendt for, at vi altid har Dannebrog smækket op på alting..?)

Jeg havde egentlig troet, at Washington ville være meget mere, hvad der i mit hoved er amerikansk. Jeg troede, at der ville være nogle få pæne bygninger, og resten ville være gamle forladte betonklodser, som aldrig havde været pæne alligevel, men der måtte jeg erkende, at jeg havde taget fejl. Washington er en meget hyggelig by, som egentlig kan prale af en del charme, på trods af dens bombastiske fremtoning.  Der er plantet kirsebærtræer, langs vejene, og de er nu ved at springe ud, så vejene er helt pink - ikke rigtig noget jeg havde forventet mig af Washington.

Jeg glæder mig virkelig til at finde ud af, at amerikanerne kan vise mig en anden måde at lave skolesystemer på, som ligger så langt fra vores, og jeg glæder mig til at blive overrasket og inspireret. Indtil videre er jeg blevet overvældet over afstanden mellem husene, menneskerne på gaden og de absurd mange firhjulstrækkere, som alligevel ikke overgår det monstrum, som Thomas og Robert, (som vi rejser med), har lejet. Den har et fantastisk sterioanlæg, som uden problemer kan vælte USA om kuld, når vi skruer op for Natasja, og jeg skal nok gøre mit til, at Danske Skoleelever ikke bliver overset, når vi kommer cruisene ned ad gaden i vores gigantiske Ford!

Vi ses i morgen, for nu vil jeg sove :D