Torsdag d. 14 April

Overraskende nok startede denne morgen IKKE med en opringning. Thomas det dejlige menneske kom faktisk og vækkede os in person. Det var næsten skræmmende.  Dagens første og eneste stop var en arkitektskole i Maryland, som havde en afdeling der havde specialiseret sig i at designe skoler, med plads til læring. Vi blev modtaget ude foran skolen (lige ved siden af indgangen stod en kæmpe skulptur-ting i træ. Man kunne godt mærke at det var en arkitektskole), af en mand ved navn Isaac, som var seniordesigner og lærer på skolen. Han tog os med op til deres konferencelokale, hvori der stod en kæmpe fladskærm (igen meget arkitektagtigt). Derefter brugte han en time på at vise os et slideshow på førnævnte kæmpe fladskræm, med billeder i så høj opløsning at det næsten gjorde ondt at se på. Han fortalte at det det princip de lavede skoler over, var at give rum til læring. De mente at det var vigtigt at møde eleverne der hvor de var rent fagligt, og få at gøre det var det nødvendigt at have plads til at dele eleverne op i mindre grupper, som kunne arbejde med forskellige ting. Han viste os en masse billeder af skoler de havde lavet, og tegninger af kommende skoler, og det var alt sammen rigtig flot. De skoler de allerede havde bygget var alle sammen meget rummelige, med masserer af lys, og luft. En anden ting de prøvede på, var at få lokalsamfundet ind i skolerne. De havde bygget en skole i Canada, hvor de havde fået det lokale bibliotek, et fritidshjem for ældre mennesker og en børnehave/vuggestue bygget ind i skolen, sådan at alle de sociale konstruktioner i lokalsamfundet var centeret omkring skolen. Det havde betydet at alle nu fik et forhold til skolen, og følte at den betød noget for samfundet, og det havde fået eleverne til at føle sig mere hjemme på skolen. Det var et rigtig spændende projekt som man godt kunne begynde at tænke ind i danske skolebyggerier, da det klart også ville have en positiv effekt der.

Efter en rundvisning på skolen, der selvfølgelig indeholdt en masse flotte tegninger og modeller, vendte vi næsen mod D.C. igen. Vi havde (for første gang på turen) et pusterum på 3 timer, som var blevet afsat til noget sightseeing (læs: shopping). Efter et par butikker, var vi henne og se the Washington Monument, som er en kæmpe stenobelisk, der rejser sig ca. 100 meter op i luften, og Lincoln Memorial, som er en kæmpe stenstatue af Abraham Lincoln, en af USA’s præsidenter. Amerikanerne har et underligt forhold til sten i kæmpe proportioner, men det var virkelig imponerende.

Efter v var færdige med at tage billeder af store sten, kørte vi et smut hjem for at skifte, og så og vi ud til den danske ambassade igen, for at deltage i en reception for Søren Pind, som også er i Washington nu. Det var rimelig eksklusivt at stå og snakke om sammenlægningen med integrationsministeren.  Vi smuttede dog efter et par timer, for at tage hjem og sove, da vi skal sindssygt tidligt op i morgen, for at komme til Baltimore, hvor vi har en aftale kl. 8. Vi skal hen og se på en skole der har specialiseret sig I at få fagligt svage elever op på et højere niveau, ved at bruge intensiv indlæring, der foregår meget ved leg og bevægelse. Det har været meget positivt omtalt, så det glæder jeg mig til.

Hastala vista Amigos 

Aaaah, morgen!

Jeg har virkelig undervurderet betydningen af en blid morgenvækning. I morges var der ingen skrattende og larmende hotel-telefoner (Som intet levende (eller dødt) menneske burde blive udsat for), men bare et enkelt puf på skulderen. Og ikke nok med den rare morgenvækning, så fik vi også næsten god morgenmad. Vi fandt (til Veras og min store fornøjelse) Noget havregrød, som ganske vist så lidt mistænkeligt ud, eftersom det ikke rigtig lignede rigtige korn, de havde brugt, men hvad pokker  - vi fandt en masse frugt, og så gik det. Jeg tror, at jeg fra nu af holder Boy cutter ost, hvidt brød og kaffe dopet med ”mælk”, der består af 50% fløde og 50% mælk (en opfindelse som jeg aldrig kommer til at affinde mig med)

 For en gang skyld var vi ikke så forfærdelig pressede. Da vi langt om længe fandt den rigtige dør og trådte ind i arkitektskolen i University of Maryland.

Denne gang skulle vi høre om hvordan man kreerer et undervisningsmiljø der både er inspirerende så de giver eleverne lyst til at lære, kan rumme forskellige undervisningsmetoder til forskellige slagt børn og som fremmer elevernes trivsel og engagement.

Vi snakkede med Isaac, som både er lærer på arkitektskolen, men samtidig er han også arkitekt i et firme (Fielding Nair), som specialiserer sig i at lave skolemiljøer for alle aldre, for skoler i hele verden.

Fielding Nair forsøger at hjælpe skoler med at gøre op med den gammeldages ode om, at elever er et produkt af en skole, som de skal kunne så mange facts som overhovedet muligt. De skal altså ikke længere være elevere som kommer i skole, modtager en masse information, og tager hjem igen uden rum til at tænke over tingene og videreudvikle dem på en mere kreativ måde. Det vil blandt andet gøre ved at sætte fokus på elevernes behov i stedet for udelukkende at lytte til, hvad lærerne har at sige.

En ting som de prøver at udrydde er de skoler (som vi kun kender alt for godt i Danmark), som består af én lang gang med sideliggende klasselokaler, som alle er lige store og alle stolene står på ræd og række.   De vil åbne rummene og undgå at lave klasselokaler som læren kan mure sig inde i. Det skal være steder hvor eleverne kan sætte sig ud, når resten af klassen er i gang med noget andet, som du af den ene eller anden grund ikke er med til. Så kan du sætte dig i et af fællesrummene, eller måske endda i hjælperummet, hvor de sidder en lære, som kan hjælpe dig.

En dejlig vinkel at putte på det hele, da vi hidtil har lagt meget vægt på de mere psykiske eller uddannelsesmæssig aspekter. Isaac fulgte os til døren, og vi blev enige om, at, efter vi havde spist frokost ville vi tage ind til midtbyen for at se på seværdigheder.  Vi fik set Lincon Memorial, The White House, Washington Monument og mindesmærket for de faldne soldater I Vietnamkrigen.  

For et par timer siden var vi til reception på den danske ambassademed en masse meget vigtige mennesker. De var alle meget fine langt ældre end os, så vi gik bare rundt og synes det var meget sjovt at man hver gang man snakkede med en ny, kunne imponere med hvad DSE kan.

Nous Rencontrer