Mandag d. 11 April

Dagen startede med en blid vækning á la Robert og Thomas, bestående af en hoteltelefon der ringede 10 gange i træk. Efter de indledende skønhedsprocesser stod den på morgenmad i den drive-in der selvfølgelig ligger lige ved siden af vores hotel. En (meget) stor kop kaffe og en bagel med ekstrem meget creamcheese senere, var vi på vej til den danske ambassade for at blive introduceret nærmere til det amerikanske uddannelsessystem.

Det blev et rigtig interessant møde, med to kvinder der begge havde børn i amerikanske skoler, og derfor havde et vist erfaringsgrundlag. De fortalte at det der skilte det amerikanske system ud fra det danske var at der var meget få nationale retningslinjer og mål. Hver stat kan slev sætte mål for deres elever, og der er ingen regler for hvor høje eller lave disse mål skal være. Derfor varierer kvaliteten af undervisningen også meget fra stat til stat. Det er lidt sjovt at tænke på, i forhold til den danske skole, hvor vores problem er at få eleverne til at synes det er fedt at være i skole. I USA handler det stadig om at FÅ alle i skole.

Efter en kvick-lunch gik turen videre til Virginia, hvor vi skulle møde vores søsterorganisation i USA, nemlig National Association of Student Councils (NACS), som er en organisation der ligger under skoleledernes organisation, og henvender sig til de kontaktlærer der er knyttet til elevrådene ude på skolerne. Det var en utrolig venlig fyr ved navn Jeff, der fortalte om organisationen og deres arbejde. Det adskiller sig ret meget fra vores, da en stor del af DSE’s arbejde går ud på at påvirke politikernes meninger, hvorimod NASC’s arbejde langt mere handlede om at uddanne lærerne ude på skolerne til at kunne tage sig af elevrådet. De beskæftigede sig slet ikke med politik, og det forstår man egentlig godt, når man forstår hvor lidt den egentlige regering faktisk har at gøre med uddannelsespolitikken som sådan. Delstaterne spiller en langt større rolle, så måske skal man bare holde op med at tænke USA som et samlet land, og mere tænke på det samlede Amerika som EU, og delstaterne som lande. Det giver et lidt klarere billede af delstaternes rolle. 

Dagens sidste stop var tilbage i Washington; Thomas B. Fordham Institute er en republikansk tænketank, der udarbejder rapporter over hvordan det amerikanske uddannelsessystem kan forbedres. Denne gang blev vi indbudt til at sidde oppe på deres tagterrasse, og eftersom vi lige havde passeret de 31 grader, var vi alle sammen mere end villige (på dette tidspunkt havde både Trisse og jeg emigreret til shorts).  Dette var et rigtig interessant møde, hvor vi fik mange ideer der kan bringes videre til Danmark. Det mest spændende var deres arbejde med online undervisning. Man har forsøgt sig med det i New York, hvor man fordelte undervisningen så eleverne ca. halvdelen af tiden fik undervisning af en lærer, og ca. halvdelen af tiden fik undervisningen bag en computer. Hvis der så var noget eleven havde problemer med, kunne nogle computertimer byttes ud med lærertimer. De havde fået virkelig gode resultater, så det koncept skal der klart bygges videre på.

Alt i alt en meget hektisk, men yderst lærerig dag, hvor vi er kommet langt nærmere på det amerikanske uddannelsessystem, og den kultur der ligger bag. I morgen bliver nok præcis lige så hektisk, men det må I vente med at høre om. 

Sov godt! :D 

Solen stod højt i morges, da jeg endelig besluttede mig for, at jeg nok ikke ville falde i søvn igen, og derfor satte mig ud på tarassen for at kigge på den travle morgentrafik. Jetlag et sidder vist stadig i mig, for det er ikke rigtig normalt for mig (eller nogen anden teenager i verden) at vågne klokken kvart over seks om morgenen.

Morgenmaden bestod af en meget sund og nærende bagel med creamcheese (kan ikke anbefales – hverken for sundhedens eller smagens skyld)og en gigantisk kop kaffe, som Vera blev nødt til at hjælpe mig igennem, hvilket resulterede i en meget hyperaktiv rejsekammerat(inde).   

Vi nåede dagens første destination, dan danske ambassade, i rimelig god tid, så vi gik en tur rundt for at kigge på de meget velholdte huse, for ikke at glemme de utroligt smukke lotus- og kirsebærtræer, som er ved at springe ud.  

På ambassaden mødtes vi med to kvinder, Pernille og Ida, som arbejder der til daglig. De gav os et fantastisk indblik i det amerikanske uddannelsessystem, og det hjalp mig med at finde en vej for, hvad jeg skal holde øje med herovre. Det er nemlig sådan, at man bestemmer det meste uddannelsespolitik i delstaterne i stedet for, som vi gør, på nationalt plan, og det er derfor meget svært at forklare skolerne, fordi de er så forskellige.

Mange af de ting, som vi diskuterer i Danmark er også store emner i USA, men har for det meste været det et stykke tid før i Danmark. De har ganske vist ikke det mest vellukkede uddannelsessystem i verden, men de har taget fat i en hel del af de problematikker, som vi står over for i Danmark.

Efter besøget på ambassaden, og opdagelsen af at Hillary Clinton boede lige over for, drog vi over floden og videre uden for byen til NASSP (National Association of Secondary Schools), som har en underafdeling for elever. (NASC: National Association of Student Councils)

Det var et godt møde med en flink mand, der hed Jeff, men NASC er en organisation, som ligner os mindre end man lige skulle tro. De går ikke ind i politik på samme måde, som vi gør det i DSE, for deres fokus ligger på lærere og skoleledere. De prøver at få fede elevråd ved at gå gennem kontaktlæreren og inspektøren på skoen, i stedet for at snakke med eleverne selv. De er rigtig gode til at lave fede aktiviteter, men rent politisk har de ikke indflydelse nok til at kunne sætte dagsordnen i USA eller de enkelte stater. På trods af vores forskelligheder fik vi en masse stof og nye problemstillinger til eftertanke, og kunne nu køre tilbage til byen opslugt af nye ideer.

I byen var der lige et sidste møde inden aftensmaden, så vi drog af sted igen for at mødes med to repræsentanter fra Thomas B. Fordham institute, som er en republikansk tænketank, som går det amerikanske uddannelsessystem efter i sømmene. Vi snakkede meget længe om alt fra IT-undervisning til specialundervisning, som by the way er to emner som vi må kigge meget mere på, og trække inspiration fra os amerikanerne. Men da vi så spurgte om de hvad de gjorde med hensyn til elevdemokrati og elevindflydelse kiggede de undende på hinanden, for det bruger de ikke særlig meget. Som jeg nævnte tidligere prøver de at opfange skolernes behov gennem lærere, forældre og skoleledere, i stedet for at det er eleverne, der bliver lyttet til. Utroligt underligt, når man tænker på hvor stor en befolkning USA er, og at der alligevel ikke har været nogen, som har stablet en organisation på benene. Det gør mig utroligt glad for DSE, og glad for, at vi i Danmark har fået mokket os ind i den politiske dagsorden.

Selv vores lille gåtur i nabolaget i aftes forstærkede min tro på, at vi har fat i den lange ende, og jeg tror jeg med den tanke summende i mit hoved vil gå i seng.