| Gruppeeksamen |
|
|
|
|
DSE ønsker gruppeeksamen genindført på skolerne, da gruppeeksamen afspejler en stor del af hverdagen på de danske skoler. Regeringen afskaffede gruppeeksamen i 2005 i forbindelse med den stigende fokus på faglighed. Argumentet var at hver elev skulle vurderes for sig selv for dermed at sætte fokus på den enkelte elevs faglighed. Regeringen har dog på en lang række områder fejlvurderet betydningen af gruppearbejde og gruppeeksamen. Det er i dag ikke længere tilstrækkeligt at vurdere en enkelt elevs faglige kunnen. Alle steder i vores samfund - på grundskolerne, ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og i erhvervslivet - arbejdes med kompentencer som samarbejde, planlægning, overblik og kommunikation. Det er en moderne form for faglighed som kun kan ses ud af gruppearbejde, og den form for faglighed mister vi desværre ved at have afskaffet gruppeeksamen - og det har det danske samfund ikke godt af. Samtidig er gruppeeksamen en god mulighed for de elever som normalt er eksamensangste til at få en bedre oplevelse med eksamen. Gruppemedlemmerne kan støtte sig til hinanden, og på den måde sikre at færre får en dårlig karakter, blot fordi en klap går ned. Med alle de styrker i gruppeeksamen mener DSE at det var en fejl at afskaffe den, og at politikerne bør genindføre den igen hurtigst muligt. |





